Gæstebog
Oplevelser til HELE familien
Feriehytten.net
Bente & Leif Jürgensen
Bilsbækvej 76
8300 Odder
Tlf. +45 6015 4246
postmaster@feriehytten.net

Kappeled 8-10 personer

Kappeled

Book hytten i Kappeled ved Isaberg

Smedjebo 30A 8-10 personer

Smedjebo 30 A

Book hytten Smedjebo 30 A ved Isaberg

Smedjebo 30B 6-8 personer

Smedjebo 30 B

Book hytten Smedjebo 30 B ved Isaberg

Velkommen til vores gæstebog

 

Feriehytten.net

Hej Leif og Bente!

Vi besøgte for tredie gang Kappeled i uge 42 (2010). Vi havde en skøn uge hvor vi slappede af, gik ture,spillede wii og havde bål.Snakkede med nogel venlige jægere i skoven. De vidste lige hvor elgene var, men de gik kun efter smådyr sagde de(det er i Sverige ræve og rådyr). Da vi kun en enkelt gang har set elgene i skoven, besluttede vi, at ville tage hen til en elgepark. Park og park - der var 6 elge, så vi lo lidt, og som plaster på såret måtte vi lige en tur på Mc. Donalds, men det var interessant at se elgene så tæt på. En anden dag var vi virkelig på glatis. Vi skulle på en længere tur for at besøge danske venner. Pludselig var der islag!!! Tju- hej alle kunne pludselig køre meget, meget forsigtigt.... Heldigvis havde vi fået vinterdæk på til turen. (Det er jo påbudt i Sverige fra 1/10) Johanne og mor var i Gislaved svømmehal en aften, og far og børnene var også inde og bowle en dag.
Skøn ferie. Dejligt at komme til et hus og egn man efterhånden synes man kender!

Venlig hilsen Bent, Bodil, Kristian, Johanne, Jens og Karl Klausen Brande

Svar fra Feriehytten.net den 25-1-2011

Hej Fam. Klausen

Ja - alt er ligesom lidt lettere, når man føler sig hjemme ...ikk´ Wink

Isaberg har faktisk lavet en indhegning med elge som kan besøges, nogle af dem er så tamme at de følger med når man går langs med hegnet - især hvis man har æbler med, som de gerne spiser af hånden. Ja det er en god ide med gode dæk, men faktisk er kravet (os bekendt) kun min. 3 mm. mønster, når man ikke er fra Sverige. Vi håber, at I får lyst til besøge Småland endnu engang 

Venlig hilsen Bente & Leif

Hej Bente og Leif


Vi besøgte Smedjebo 30B i juledagene (2010), og hold da op, hvor vi nød det. Huset er rigtig dejligt og veludstyret. Det var koldt (ned til -20), så vi fik problemer med at starte bilen (diesel) den morgen, vi skulle hente vores datter i Värnamo. Jernbanen fra Alvestra var lukket pga. vejret, så hun måtte (godt forsinket) med bus fra Alvestra, med til gengæld helt til Gnosjö. Og heldigvis, for vi skulle først have vejhjælp fra Värnamo, så tiden kom til at passe med, at vi kunne hente hende i Gnosjö. Nåh ja, vi kom også lige i nærkontakt med en svensker, så venstre spejl blev smadret. Med OK, alt andet var positivt, Vi fik godt gang i wii-spillene og fik også prøvet poolbordet. Og så fik vi læst en masse og gået nogle dejlige ture i området. På trods af de mindre uheld, er vi bestemt ikke afskrækket, Vi kommer gerne igen. Bl.a. kan man aldrig blive mæt på den natur, som Småland byder på. Feks. har vi mosen til gode.

De bedste hilsner Lis og Steen

Svar fra Feriehytten.net den 17-1-2011

Hej Lis og Steen.

Det var godt, at I nød jeres ferie på trods af de små uheld. Ja - vinteren kan mærkes i Småland  Ud over Store Mosse som I har tilgode er der masser af andre spændende udflugtsmål. F.eks. kan Kleva Gruva varmt anbefales, men også en tur i området ved Saxhyttan som ligger ved enden af søen er absolut en tur værd. Vi håber at I har lyst til igen at besøge Smedjebo eller Kappeled, men bestil i god tid. Som I kan se er der god gang i bestillingen af ferie Smile

De varmeste hilsner Bente & Leif

Hej Bente og Leif.

Så er vi vendt hjem efter vores fjerde, men bestemt ikke sidste besøg i jeres dejlige hytte i Kappeled! Endnu engang havde vi alletiders ferie og denne gang havde vi vores to børn og deres mormor og morfar med. Det var virkelig dejligt, at børnene kunne have hvert deres rum og vi andre ligeså. Det er et rigtig dejligt køkken I har fået lavet og vi bliver stadig forbavset over udvalget af køkken udstyr - super dejligt, at man ikke behøver at tænke på at medbringe eget udstyr! Vi var på den dejlige tur gennem skoven og til Rockberga... Synes vejen er blevet bedre, så det blev også til en enkelt løbetur. Vi så og samlede svampe, som skal pynte i juledekorationerne. Vi lavede mad på bålet og har lagt kviste osv. til tørre i garagen til de næste;o) Vi mangler stadig at opleve jeres dejlige hytte om sommeren og håber at vende tilbage med fiskestængerne, når børnene er blevet lidt ældre! Så desværre ingen elge, men der var flittig jagt i området.

Mange hilsner Malene Jacobsen og familie!

Svar fra Feriehytten.net den 3-11-2010

Hej Malene

Hvor er det dejligt at høre at I er så glade for at komme til Kappeled, og at I synes godt om det nye køkken. Vi nyder det også selv rigtigt meget. Turen rundt Rockeberget ER en skøn tur som er tilpas lang, så man kan nå at opleve ægte vildmarksstemning og alligevel ikke være langt væk hjemmefra. Får man ikke lige set elge ved hytten, kan man nu med rimelig stor sikkerhed se et par stykker ved Isaberg, som har fået lavet en elgpark. ( Vi har faktisk kløet den ene på øret, så tam er den.)

De bedste hilsner  Bente & Leif

Hej Bente og Leif.


Vi havde en fin uge (35/2010) i jeres hytte i Kappeled. Her var alt, hvad vi havde brug for.
Vejret var hæderligt med både heftig regn og dejligt solskinsvejr. Men vi havde tøj med til lidt af hvert, så det var ikke noget problem.
Vi nød naturen i nærheden af hytten og gik lange ture i skoven, hvor vi følte, at vi havde det hele for os selv.
Isaberg blev også besøgt. Sikke en flot udsigt.
Vi kan anbefale, at tage en tur til den gamle klosterruin Nydana med en meget smuk lidt nyere kirke og en meget lille gammel en. Desuden var der en spændende trädgård, som dem munkene havde i gamle dage. Derefter kunne man som os køre til Stora Mosse, som er en nationalpark i et kæmpe moseområde. Her så vi traner og nød den dejlige natur. Der er mulighed for at gå en tur rundt om den store sø, der ligger i området. Det er ca. 10-11 km så vidt jeg husker.
Vi anbefaler gerne jeres hytte til andre, der sætter pris på den dejlige svenske natur.

Venlig hilsen
Anne og Bent Knudsen & Lene jørgensen

Svar fra Feriehytten.net den 16-9-2010

Hej Anne, Bent og Lene

Tak for foreslag til tur. Det lyder interessant. Vores huse i Smedjebo ligger ikke langt fra nationalparken Stora Mosse. Vi nyder selv freden og roen i fulde drag når vi er i Småland og får laddet "Batterierne" lidt op. Vi er meget glade for at I vil anbefale os til andre og I skal være hjerteligt velkomne igen.

Venlig hilsen Bente & Leif

Hej Bente og Leif

Lige hjemkommet fra en dejlig uge 36 i Jeres hus Smedjebo 30A. Sikken et dejligt hus. Vi har haft godt vejr i næsten alle dage med undtagelse af fredag. Vi var afsted med papdatter, søn, svigerdatter og vores lille barnebarn på kun 8 mdr. Der manglede jo slet ikke noget: barneseng, højstol og sågar en klapvogn, stod der til rådighed i garagen. Svigerdatteren fangede en gedde 1,3 kg og 60 cm. Det var første gang hun fiskede. Vi vender gerne tilbage en anden gang, og har allerede givet Jeres hjemmeside til andre i vores bekendte, familie og venner.

Med venlig hilsen Hother og Ninna fra Løgumkloster

Svar fra Feriehytten.net den 13-9-2010

Hej Hother og Ninna

Tak for Jeres indlæg i gæstebogen. Dejligt at høre at I synes godt om huset og området. Der ER også meget skønt. Ikke så dårligt med en gedde på 60 cm. første gang man fisker STORT TILLYKKE. I skal være hjerteligt velkomne en anden god gang - naturligvis også Jeres bekendte, familie og venner.

Venlig hilsen Bente & Leif

Hej Bente og Leif.

Vi takker endnu engang for en pragtfuld uge 14 i jeres hytter i Smedjebo. Vi var 13 personer fordelt på de to huse; det var helt fantastisk at være så mange sammen på ferie, men alligevel med så god plads, at vi alle ku' gå hver til sit, hvis det var nødvendigt. Desværre var der stadig is på søen, så "drengene" fik ikke fisket ret meget. Til gengæld blev der spillet pool, dart, wii og yatzy til den store guldmedalje. Vi var på tur til Ullared og Elgparken Lagan; sidstnævnte var noget skuffende. Vi fik set en del af lokalområdet, gik ture i skoven og bagt snobrød. Endelig fik Kent og Amalie set bagdelen af en elg inde mellem træerne, og vi havde jævnligt besøg af et lille egern; dejligt med dyreliv så tæt på. Vi har slet ikke fået nok af denne ferieform, så vi vender gerne tilbage; men næste gang skal det være om sommeren, så vi kan nyde bade- og fiskemulighederne.

De varmeste hilsener
Britta, Kent, Amalie og Mads.

Svar fra Feriehytten.net den 13-5-2010

Hej Britta + fam.

Selv tak for besøget. Skønt at høre om Jeres ferie. Isaberg har netop i år åbnet en Elgpark, så nu behøver man ikke køre så langt for med rimelig sikkerhed at opleve elge på nært hold. Der er mange elge i skoven omkring Smedjebo, så her skulle der også være gode chancer, men man må være stille - de er ret sky. Søen er fin at bade i, og man er ret uforstyrret nede ved vores bord/bænkesæt ved båden. Her er det også meget fint at fiske. Tag gerne madkurv og/eller bordgrill med til søen og nyd tilværelsen og stilheden i fulde drag. I skal være hjerteligt velkomne igen.

De aller bedste hilsener Bente & Leif

heysan

vi havde en fed ferie i uge 9 i kapellet som ungerne kaldte det ingen elge men masser af råhygge, fint skifører på isaberg, den yngste begyndte at stå selv (4,5 år)flot vi byggede også iglo i haven og vi glæder os til at se det nye køkken selv om vi var svært glade for det gamle, hyggeligt og funktionelt som resten af hytten.

som skrevet super fed ferie som helt sikkert blir gentaget.

Svar fra Feriehytten.net den 8-4-2010

Hej Martin

Tak for beretningen. Ja, det er ikke altid let med begreberne for småfolkene, hovedsagen er at man hygger sig  Det nye køkken er meget lækkert og stadig hyggeligt og funktionelt. (mere tidssvarende og løfter virkeligt husets standard) I skal være velkomne til at vende tilbage til en ny fed ferie. ...måske om sommeren, så I kan prøve vores Kano på Nissanelven. Virkelig en dejlig oplevelse.

Venlig hilsen Bente & Leif

Hej Bente og Leif

Vi holdt vinterferie i jeres hytte Smedjebo 30A i uge 9. Vi havde en dejlig uge med børn og svigerbørn. Vejret var perfekt det sneede, var frostvejr og dejlig solskin. Nogle af os så en elg med sin kalv nede ved søen og vi nøde alle fuglene lige uden for vinduerne som vi fodrede dagligt. Vi nød opholdet i jeres velfungerende hytte med alt hvad hjertet begærer. Vi var på Isaberg og stå på ski de fleste dage det var også perfekt. Vi så alle på vej hjem 5 store elge. Et sådan ophold kan anbefales til alle. Måske vender vi tilbage.

Med venlig hilsen Familie Holmenlund Nielsen, Glesborg.

Svar fra Feriehytten.net den 4-4-2010

Hej alle i familien Holmenlund Nielsen

Tak for Jeres indlæg. Godt at høre I også havde en god ferie. Ja, der er virkeligt mange elge i området. Vi er lige selv kommet hjem fra en herlig ferie i Smedjebo, og vi så også en del elge, traner, rådyr og en ræv som undersøgte jorden under fuglenes foderbrædt for brød, som den sultent snuppede. I skal være hjerteligt velkomne igen en anden god gang.

Venlig hilsen Bente & Leif

Hej Bente og Leif.

Rigtig mange tak for en dejlig men lidt speciel ferie i Kappeled. Vi var der fra 20 feb til 27 feb 2010. Kappeled er en dejlig hytte. Der var meget sne der. De første dage løb vi på langrendsski i skoven. Senere på ugen var det så Isaberg der skulle prøves.Vores datter var uheldig at komme til skade, faldt på løjpen, og måtte en tur på skadestuen i Varnamo. På vej til Varnamo, løb der en elgko med sine 2 kalve ud foran bilen. Hvilket herligt syn. Vores datter havde beskadiget et ledbånd i venstre knæ. Dagen efter var vi igen på Isaberg, her var det lidt regnvejr og glat skiføre. Alex var uheldig også at falde på løjpen. Kom også på skadestuen og samme læge kiggede på ham. Her var ledbåndet sprunget i venstre knæ. Så vi har souvenire med hjem i form af krykker. Begge er i bedring. Vi så også en stor elgtyr en dagene i alt har vi set 7 elge på turen. Tøvejr blev det også så al sneen fra taget faldt ned og spærrede udgangen. Godt der også var terassedør. Selvom det har været lidt specielle oplevelser vi har haft, har det været et dejligt sted at være.

Med venlig hilsen Alex og Annemarie Kingo

Svar fra Feriehytten.net den 23-3-2010

Hej Annemarie og Alex

Selv Tak da. Det var da uheldigt at 2 af jer måtte på skadestuen. Var ski-bindingerne for stramme? ..men skønt at høre, at I trods Jeres uheld havde en god ferie i hytten, og i de store snemængder - faktisk blev det den koldeste og mest snerige vinter 2009/2010 for området i mere end 20 år.
Vi har lige selv været i hytten og sætte nyt køkken op, og der stod en flot iglo i haven da vi ankom. Ja, sneen giver masser af muligheder. Vi håber I igen får lyst til at besøge vores hytte, så I kan få nogle mere hyggelige souvenirs med Jer hjem fra ferien i Småland.

Venlig hilsen Bente & Leif

Hej Bente & Leif!

Hermed vil vi gerne sige tak for "lån" af jeres dejlige hus Smedjebo 30B, hvor vi opholdt os i uge 2/2010 (4 voksne og 2 børn på hhv. 1 og 3). Der var masser af sne og vinter og turen til Isaberg er meget overkommelig. Vi synes, det er nogle dejlige huse I har - og vi oplevede en særdeles fin orden overalt - både med det papirmæssige og det praktiske - alt fungerede perfekt. TAK for det! Også de mange gode spil, I havde liggende, blev anvendt flittigt. Og området er da utrolig skøn - vi kan godt forestille os, at der er dejligt om sommeren også. Vi har flere børn og børnebørn - så hvem ved, det kan være vi kommer igen og vil leje begge huse - det må tiden lige vise.

I får de bedste hilsner fra Annelise & Jens

Svar fra Feriehytten.net den 12-2-2010

Hej Annelise & Jens

Selv Tak. Vi er glade for at I synes at alt fungerer fint. Vi bestræber os også på at gøre det så godt som muligt, da det jo handler om vores gæsters kostbare ferie. Vi har haft flere som har lejet begge huse, og det har fungeret rigtigt godt. Så det skal I være hjerteligt velkomne til at prøve.

De varmeste hilsener Bente & Leif

350291